tirsdag den 15. maj 2012

Singapore, baby!

Efter min sidste aften i Sydney ankom jeg til lufthavnen om natten. Mit fly gik kl. 07, men skulle være der allerede kl 05. Jeg tog dog en taxa derud tidligere, men til mit held, of course, var lufthavnen lukket. Sweet! Jeg måtte erfor vente et par timer på, at denne blev åbnet. Jeg var heldigvis ikke den eneste! Anyway, det var et held at jeg ikke havde afskaffet mig med mit liggeunderlag og sovepose, for selvom der ikke var vildt koldt (bestemt heller ikke varmt), var det lidt køligt at sidde stille ude på bænken. Så jeg spredte liggeunderlaget ud på bænken, i førte mig jakke og tog soveposen over mig. Så lagde jeg ellers der med musik i ørene og en pose chips! Det var egentlig ret hyggeligt, ha ha.

Om eftermiddagen torsdag den 26. april ankom jeg så til Singapore. Jeg tog en taxa ud til Henriks lejlighed, hvor jeg blev mødt af maiden Lisa, som havde lavet mad til mig. Senere kom Nicole hjem, og hende tilbragte jeg aften med.
Fredag flyttede vi over i Birgits lejlighed, og om aftenen tog vi ud til noget der hedder Marina Bay Sands SkyPark, som er en bar på taget af Marina Bay Sands hotel. Der er en helt fantastisk udsigt herfra, og specielt om aftenen med alle lysene!
Der var en afdeling af baren, hvor det koster 10.000 danske kroner, for at sidde inde - yep, du læste rigtigt. Lucky us, vi fik lov til at komme derind og være i et kvarters tid! Spørg om der blev taget billeder, haha!

Lørdag kom der gæster, og jeg hjalp Birgit med diverse ting der skulle klargøres i løbet af dagen.

Mandag tog jeg til Chinatown, og gik primært rundt på deres marked, eller hvad man kalder det. Desuden var jeg inde at se to templer.

Torsdag tog jeg til Sentosa Island med en dansk pige, Mie. Hun kender også familien Ziegler, og det var gennem dem jeg mødte hende. Hun var i Singapore i et par uger under hendes udenlandsrejse også, og vi har tilbragt lidt tid sammen, hvilket var rigtig hyggeligt. Vi tog det der hedder Cable Cars over til øen, og så spiste vi frokost på en restaurant på stranden. Vi tog i Underwater world, hvor vi så delfin/søløve show, og inde var der masser af forskellige fisk og hajer.
Jeg har også prøvet at holde en slange for første gang! Pueha, det var grænseoverskridende! Desværre har jeg ikke et billede af det.

Om aftenen tog vi på Bugis Nightmarket, som er et marked inde i byen. Her var der alle mulige forskellige billige ting, og der blev da også købt et par dele.

Fredagen blev brugt i Universal Studios med Mie. Det var rigtig sjovt!
Dagen efter var vi med Henrik ude at sejle på båden sin. Det var rigtig lækkert. Vi sejlede hen og lagde anker i vandet uden for en smuk ø. Vandet var rigtig lunt, vejret godt og prikken over i'et var frikadeller og kold kartoffelsalat til frokost! MUMS!

Søndag tog Mie og jeg i Singapore Zoo. Desværre var vejret ikke helt med os, så vi købte et flot, grønt regnslag til SG$ 5. Det er en kæmpe Zoo, og den var rigtig fin. Det var som at gå ude i junglen - well, kind of! Og der var mange, mange dyr.
Om aftenen tog vi i Night Safari, som ligger ved siden af. Her går du først rundt selv, og så kører man rundt efterfølgende. Desuden er der flere forskellige shows, man kunne se. Det var ret cool at se en Zoo om aftenen.

Inden vi satte kurs mod Henriks sted, dasede jeg hos poolen ved Birgits lejlighedskompleks.
Henriks lejlighed ligger på 21. etage, og har en skøn udsigt over byen, samt til en stor sø.

Jeg besøgte den botaniske have, som var rigtig smuk! Her besøgte jeg også Orchid Garden, hvor der var fyldt med orkideer! Det var vildt flot, og alle blomsterne strålede. Det var rigtig godt, selvom det var en VIRKELIG varm dag, og jeg svedte som bare f*****, haha.

Desuden har jeg besøgt Clarke Quay, hvor jeg tog på et river cruise henad floden, hvilket var rigtig godt også, Her fik jeg set alt fra en hel anden vinkel.

Chinese garden har jeg også besøgt, men denne var meget skuffende i forhold til den botaniske! Så det var ikke længe jeg tilbragte her.

Jeg har fået set Orchard Rd., hvor alle de dyre, dyre mærker blandt andet holder til. Der er Prada, Gucci, Louis Vuitton, Armani, Marc Jacobs, Dior og mange andre fra en side af.  Desuden er der det ene stor Mall (shoppingscenter) efter det andet.

I weekenden, i begyndelsen af min tredje uge, var jeg med Nicole ude at spise med nogle af hendes veninder. De var rigtig søde, og det var rigtig hyggeligt. Vi spiste nede ved Clarke Quay, og her var rigtig smukt om aftenen!

Igår besøgte jeg Little India. Jeg orkede ikke at se flere templer, så dem droppede jeg. Jeg gik i stedet bare lidt rundt i gaderne, hvilket jeg synes til tider kunne føles lidt ubehageligt, da de kigger meget. Jeg tog ind i et stort center de har, som hedder Mustafa.
Idag tog jeg ned til området omkring Marina Bay. Vejret var skønt, og jeg gik over The Helix Bridge. Jeg tog hen til Singapore Flyer, som er Singapores svar på London Eye, hvilket var ret fint. Der var god udsigt. Desuden så jeg både en Ferrari og en Lamborghini, wuuup! Og så nød jeg en rigtig god italiensk gelato is!

More to come!


torsdag den 26. april 2012

SYDNEY!


Jeg landede i Sydney onsdag aften, og blev indlogeret på mit hostel. Jeg har boet på værelse med tre søde piger fra henholdsvis England, Australien og Holland. 
   I løbet af min tid i Sydney fik jeg blandt andet set Opera huset, Harbour bridge, the Rocks, som er en ældre bydel, Darling Harbour, Bondi og coogee beach, Hyde Park, Chinatown, og ellers bare forskellige steder rundt om i byen. Jeg mødte en masse søde mennesker, blandt andet Sam fra England, som jeg brugte en del tid med sammen med hans venner. Tøserne fra mit værelse blev der også brugt tid med, og et par byture i Sydneys natteliv fik vi også sammen. Jeg mødtes med Ulrik, som jeg har kendt siden jeg var 6, som også rejser rundt i Australien. Vi var en aften i byen sammen med ham og sine venner. Jeg mødte Susannah, som er fra Caribien, på en free guidet tour rundt i Sydney.
Cathrine, en veninde til en af tøserne fra mit værelse, tilbragte jeg en eftermiddag med. Hun er fra Sydney og er en rigtig sød pige. 

Det var super fedt, jeg elsker Sydney og ville gerne have brugt længere tid der. Jeg var først i tvivl om en uge ville være for meget, men jeg mødte så mange søde mennesker, og kunne sagtens havde brugt længere tid. 

Melbourne!


Alex og Nanna kørte mig til lufthavnen torsdag tidlig morgen, hvor jeg måtte tage afsked med dem inden jeg satte kursen mod Melbourne, Australien. Jeg landede lige før middag, og blev modtaget af Shelby og hendes familie. Vi kørte mod Frankston, som er en forstad til Melbourne og stedet, hvor de bor. Dagen blev brugt på en gåtur rundt i Frankston by, i parken og på stranden.
Fredag var vi til påskefrokost hos Shelbys mormor, hvor jeg mødte nogle af familiemedlemmerne på denne side. Shelby og jeg skulle arrangere easter-egg-hunt for Jack og Isobel, som er Shelbys mindre søskende. Vi lavede gåder og gemte æg forskellige steder, som de med glæde søgte efter. Det var en succes! Desuden var der også lidt æg til os, og hendes mormor gav os alle en chokolade påskehare.
   Shelby og jeg tog om aftenen i biografen for at se Hunger Games, som var en super god film! Det var en kæmpe biograf, hvilket ikke kunne måle sig med palads 1-2-3 i Frederikshavn, haha.


Lørdag morgen lidt over otte blev vi hentet af Shelbys far, som kørte os til Bendigo, hvor hendes farmor og farfar. Først tog vi dog et stop ved Victoria Marked i Melbourne, og ved en fabelagtig donut vogn – mums!
Vi var i Bendigo indtil tirsdag morgen. Her var, foruden Shelbys bedsteforældre, hendes faster og sin mand – Louie og Jerry, og deres tre piger på henholdsvis 3 måneder, 2 og 6 år – Alice, Emma og Olivia. Der var stor påskeweekend i byen, og lørdag tog Shelby og jeg en gåtur i byen, hvor der i parken var divere arrangementer og boder. Her fik jeg en Potato Spiral, som var ligesom pompritter, var en udskåret kartoffel formet som en spiral på spyd. Det var vanvittig lækkert! Desuden fik jeg min første showbag, som er meget australsk, og er en pose med fx slik i. Man kan vælge mellem forskellige slags og størrelser, og nogle er med slik, nogle med legetøj og nogle blandet.
Vi tog et kig på en masse gamle biler der var sat frem, og ellers bare nød vejret. Om aftenen tog vi med Jerry og børnene til parade inde i centrum. Her fik vi den dårligste varme kakao nogensinde, hvilket vi fik et meget godt grin ud af. Damen var ufattelig længe om at lave vores varme kakao, og da hun endelig var færdig var den hverken varm eller havde ret meget chokolade deri – øv! 
Søndag var det påskedag, og det var tid den store påskeparade inde i centrum.
Om eftermiddagen arrangerede Shelby en egg-hunt for mig, og Olivia ville også lave en, så hun lavede en, hvor jeg skulle finde en fin tegning hun havde lavet til mig.
Om aftenen var det tid til den store påskemiddag, hvor vi fik roast lamb, hvilket var rigtig lækkert.

Mandag kom Shelbys onkel og dennes kone og børn på besøg. Vi fik lækker frokost, og os børn/unge tog ind for at se Bendigos guld mine. Vi blev udstyret med hjelme og lygte og kom ned på level 2, hvor vi fik en runde i minen, og en guide fortalte lidt om det hele og om, hvordan det foregår.

American Pie Reunion var kommet i biffen, så Shelby og jeg tog ind til Bendigo Cinema og så denne film om aftenen.

Tirsdag formiddag tog vi toget tilbage til Frankston, hvor Shelbys morfar hentede os. Han tog os med til Phillip Island, hvor vi kørte en tur på øen. Her så vi kænguruer! Yeah!! 

Vi sov hos ham i Korrumburra, og dagen efter kørte vi til Healesville Sanctury, som en en zoologisk have kun med australske dyr. Her så jeg blandt andet den søde koala, kænguruer, wombats og meget andet. Desuden var vi tilskuere til et fugleshow, som var ret godt.

Hjemme hos Shelby havde påskeharen også været på besøg! Jeg har aldrig modtaget så meget chokolade på så kort tid i hele mit liv, haha! Torsdag og fredag blev brugt på afslapning hjemme og i parken.

Melbourne City blev lørdag besøgt af Shelby, hendes mor, moster, kusine og jeg. Her så jeg blandt andet floden der går igennem byen, Federation Square, den gamle togstation, en berømt gade, hvor grafitti præger murerne. Vi var også på lidt shopping, og vi nød frokost på en café. Vi var inde for at se CROWN, som er et hotel og et casino. Her prygede vandfald det store rum, hvor man kommer ind (ord for dette er glemt??), og der var lys i loftet. Et bassin havde vandråber der hoppede op i takt med musikken, og lysekroner kunne bevæge sig ned ad. Det var yderst flot!
Mens vi var der, stod der udenfor (og inde) en masse skrigende piger, da boybandet One Direction skulle komme. Vi stod midt i det hele, men gad ikke vente på de kom. Fik dog et billede af en kendt tv-vært, hihi! Hans navn? I've forgot! 

Da vi kom hjem, havde Shelby, Paula og jeg film aften, hvor vi rigtig hyggede.
De sidste dage brugte jeg tiden på chill i parken og på stranden, samt på at kigge lidt butikker. En af eftermiddagene mødtes vi med Marley, som er en af Shelbys veninder.
Onsdag var det tid til at sige et vemodigt farvel til Shelby og hendes skønne familie, og jeg satte kurs mod Sydney. 

onsdag den 4. april 2012

Wanaka og 20 år!


Klokken har lige passeret midnat, og jeg bliver vækket af en sød pige der springer over i min seng og synger fødselsdagssang og vifter med et hjemmelavet dansk flag, hvorpå der er skrevet en masse! Det er Simone der overrasker mig ligesom uret har slået midnat. Sikke en overraskelse. Hvad der yderligere var en kæmpe overraskelse var, at der om morgenen pludselig lyder sang og der kastes med små flag, og da jeg ser op står de andre og synger fødselsdagssang for mig. Tak! Dernæst kommer jeg ned til stort morgenmadsbord med æg, bacon, pandekager, brød og kage! Der manglede intet, fantastisk – og LÆKKERT!
Jeg blev så overrasket og glad, og så føltes det alligevel som at være lidt hjemme på sin fødselsdag!

Dagen blev brugt på SKI DIVE!! Weeeehu! Hvem kan prale af at have sprunget ud af et fly på sin 20 års fødselsdag? Det kan jeg. Det var virkelig det vildeste nogensinde. Et minuts frit fald fra 15000ft. (ca. 4,5 km). Det kan helt klart anbefales, hvis nogle af jer, der læser denne blog, får chancen for dette, så gør det!! Udsigten var intet mindre end amazing, og følelsen af, at du flyver som en fugl frit oppe over alt, den er fantastisk! Og som min ”makker” sagde: Flying with an airplain is suddenly really boring! Det var helt ubeskriveligt. 

Da vi kom hjem fra ski dive fik jeg bind for øjnene. Da jeg får bindet af er jeg iført fe-vinger, har et pirat flag og en sabel i hænderne og på hovedet har jeg sommerfugle følehorn. Jeg er nu en pirat-fe! Alex og Nanna havde rigtig været kreative.

Simone og jeg tog ud til Nick og Ann inden vi skulle aflevere vores kære Subaru Lancaster. Desværre nåede vi ikke at fange Nick, da han var i Dunedin og ikke nåede at komme hjem inden vi skulle aflevere bilen, øv. Heldigvis havde vi mødt ham torsdag til marked i Wanaka. 
Jeg fik pjattet med Liam, det var næsten som at have en lillebror for en kort stund! Vi måtte sige farvel, hvilket var en meget underlig følelse, da man er kommet ind på livet af dem, og højst sandsynligt ikke ser dem igen, i hvertfald ikke i et langt stykke tid. Det var vemodigt, men det skulle gøres. 

Til aften tog vi ud for at spise på et steak house, hvor jeg selvfølgelig blev beordret til at iføre mig mine nye accessories,  . Her fik jeg af at restauranten en t-shirt OG gratis dessert! Så er det noget ved at være ude på sin fødselsdag.
Vi tog et smut i byen, men der skete ikke det vilde.

Lørdag gav vi den derimod gas, og vi havde en fed bytur, hvor jeg ikke brugte en krone selv, da baren gav en fødselsdagsdrink, tre af de andres fødselsdagsgave var noget godt fra baren og et par stykker fra diskoteket synes, de ville give fødselsdagspigen noget at drikke! Var det noget ved at blive 20? Ja tak! Jeg burde havde fødselsdag hver gang jeg tager i byen, hahah! Udover dette skulle jeg op på scenen, fordi diskoteket åbenbart har tradition for, at man så bliver sunget for, og dyste i en danskekonkurrence.. Jeg skulle dyste mod en fyr, som også havde fødselsdag, til sangen ”Call on me”, og senere i sangen skulle vennerne til fødselaren hjælpe med at vinde ved at danse med nede fra gulvet af, og til stor glæde vandt vi 40 dollars til baren!

Jeg kan ikke klage over denne fantastiske fødselsdagsweekend, den var skøn, og de overraskede mig alle meget! Men nu er de jo også blevet som en lille familie for mig.

Søndag tog nogle af os i Puzzling World, hvor der er en labyrint, Great Maze, hvor man skal finde frem til fire hjørner, og derefter haven i midten. Indenfor er der alle mulige forskellige ting såsom illusion rooms og i forhallen en masse hjernevridere man kan sidde og lege med.

Mandag sagde vi et vemodigt farvel til Simone, som rejste til Australien, og senere Sarah og Line, som skulle på roadtrip. Resten af eftermiddagen brugt vi andre på at bage kage, og nyde denne i solen med en kop te. Til aften stod den på filmhygge, og skyping med et par veninder hjemmefra, som følte for at påpege min lidt anderledes måde at snakke på – hmmm?!?!

Igår tog Nanna, Alex og jeg i biffen og så "Headhunters", som er en norsk film med blandt andet to danske skuespillere. Det var ret underligt at sidde på den anden side af kloden og se en film med danskere i. Anyways, den var vildt god, en rigtig spændingsfilm! Den kan klart anbefales til jer derhjemme, som ikke har set den!

I dag var endnu en dag med høj sol og skyfri himmel, så Nanna og jeg dasede på stranden i eftermiddag, og gik senere op på en café og hyggede i solen. Nu er der næsten pakket færdigt, og i morgen tidlig går turen til Melbourne i Australien, hvor jeg skal bo hos Shelby den næste tid. Det er meget uvirkeligt for mig, at jeg skal forlade NZ, det er slet ikke gået op for mig, at min højskole tid nu er slut. Det har været nogle fantastiske måneder, og jeg ville ønske der var længere tid tilbage med de skønne mennesker og dette dejlige land. Nu ser jeg frem til at se Shelby igen og nyde mine næste eventyr i Aussie-land og Singapore. 




Roadtriiiip!


Det var blevet søndag og dermed dagen, hvor vi skulle sige farvel og drage på vores roadtrip. Det var formiddag, og da vi var kommet op og havde pakket bilen, sagde vi et vemodigt farvel til Nick og Ann, og drog så imod Kaikoura. Vi aftalte dog at skulle se dem igen fredag, når vi kom hjem fra roadtrip, for at sige et ordentligt farvel, da Cara havde sleepover hos en veninde, og derfor ikke fik sagt farvel til os. 
   
Efter ca. otte timers kørsel ankom vi til Kaikoura, hvor vi mandag tog på Whale Watching. Her så vi to gange en Sperm Whale (kaskelothval), samt delfiner, sæler og Albatrosser. Det var ret vildt, specielt at være så tæt på så stor en hval. Da vi kom hjem fra denne tur drog vi på vejen igen, og kørte til Oamaru, hvor vi ville se guløjede pingviner på Bushy Beach, desværre var der for mørkt til, at vi kunne se dem, øv. Dog kunne vi høre dem, så vi lyttede til pingviner i stedet for at se dem, haha.

Tirsdag morgen så vi solopgang ved Moeraki Boulders. Det er nogle kæmpe store runde sten, som ligger på stranden og lidt ude i vandet. Da solen var stået op kørte vi videre ned til Dunedin, hvor vi så Otagos første kirke, en katedral og den gamle togstation, Vi brugte lidt tid på at gå lidt rundt i byen, og inden vi satte kurs mod Bluff tog vi hen for at se, og gå op af, verdens stejleste bakke, Baldwin St..

Lidt over middag tog vi turen helt ned til Bluff, hvor vi så det gule skilt, som viser hvor langt der er til forskellige destinationer i verden. Vi spiste på en lille restaurant ejet af et ældre ægtepar, hvor vi fik noget skønt røget laks. De var så søde, og de har selv været i Danmark, så vi skulle se deres store magnetsamling fra de steder de har været.

Vi kørte op imod Te Anau, hvor vi brugte natten, og da det blev morgen tog vi det sidste ryk til Milford Sound. Det var en fantastisk smuk tur dertil! Vi tog på et overnight cruise ude på fjorden, hvor vi fik tre retters menu samt morgenmad.
Det var et smukt syn, Milford Sound.
På cruiset kunne man efter forretten vælge om man ville ud i kajak, båd eller om man ville bade. Vi valgte speedbåden. Vi nåede ikke at komme på inden den sejlede, men til vores held fik vi så bare en tur alene bagefter, hvilket resulterede i, at vi kunne sejle stærkere end de kunne før, da de var 16 deri! Det var vildt fedt!
Vi overnattede på båden, og fik et skønt bad! Om morgenen var der morgenmad, og derefter kunne vi igen nyde den smukke udsigt langs fjorden. Da vi igen kom på land kørte vi til Queenstown, hvor vi brugte eftermiddagen, og så var det ellers tilbage til Wanaka, hvor vi mødtes med nogle af de andre.