onsdag den 4. april 2012

Roadtriiiip!


Det var blevet søndag og dermed dagen, hvor vi skulle sige farvel og drage på vores roadtrip. Det var formiddag, og da vi var kommet op og havde pakket bilen, sagde vi et vemodigt farvel til Nick og Ann, og drog så imod Kaikoura. Vi aftalte dog at skulle se dem igen fredag, når vi kom hjem fra roadtrip, for at sige et ordentligt farvel, da Cara havde sleepover hos en veninde, og derfor ikke fik sagt farvel til os. 
   
Efter ca. otte timers kørsel ankom vi til Kaikoura, hvor vi mandag tog på Whale Watching. Her så vi to gange en Sperm Whale (kaskelothval), samt delfiner, sæler og Albatrosser. Det var ret vildt, specielt at være så tæt på så stor en hval. Da vi kom hjem fra denne tur drog vi på vejen igen, og kørte til Oamaru, hvor vi ville se guløjede pingviner på Bushy Beach, desværre var der for mørkt til, at vi kunne se dem, øv. Dog kunne vi høre dem, så vi lyttede til pingviner i stedet for at se dem, haha.

Tirsdag morgen så vi solopgang ved Moeraki Boulders. Det er nogle kæmpe store runde sten, som ligger på stranden og lidt ude i vandet. Da solen var stået op kørte vi videre ned til Dunedin, hvor vi så Otagos første kirke, en katedral og den gamle togstation, Vi brugte lidt tid på at gå lidt rundt i byen, og inden vi satte kurs mod Bluff tog vi hen for at se, og gå op af, verdens stejleste bakke, Baldwin St..

Lidt over middag tog vi turen helt ned til Bluff, hvor vi så det gule skilt, som viser hvor langt der er til forskellige destinationer i verden. Vi spiste på en lille restaurant ejet af et ældre ægtepar, hvor vi fik noget skønt røget laks. De var så søde, og de har selv været i Danmark, så vi skulle se deres store magnetsamling fra de steder de har været.

Vi kørte op imod Te Anau, hvor vi brugte natten, og da det blev morgen tog vi det sidste ryk til Milford Sound. Det var en fantastisk smuk tur dertil! Vi tog på et overnight cruise ude på fjorden, hvor vi fik tre retters menu samt morgenmad.
Det var et smukt syn, Milford Sound.
På cruiset kunne man efter forretten vælge om man ville ud i kajak, båd eller om man ville bade. Vi valgte speedbåden. Vi nåede ikke at komme på inden den sejlede, men til vores held fik vi så bare en tur alene bagefter, hvilket resulterede i, at vi kunne sejle stærkere end de kunne før, da de var 16 deri! Det var vildt fedt!
Vi overnattede på båden, og fik et skønt bad! Om morgenen var der morgenmad, og derefter kunne vi igen nyde den smukke udsigt langs fjorden. Da vi igen kom på land kørte vi til Queenstown, hvor vi brugte eftermiddagen, og så var det ellers tilbage til Wanaka, hvor vi mødtes med nogle af de andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar