onsdag den 4. april 2012

Wanaka og 20 år!


Klokken har lige passeret midnat, og jeg bliver vækket af en sød pige der springer over i min seng og synger fødselsdagssang og vifter med et hjemmelavet dansk flag, hvorpå der er skrevet en masse! Det er Simone der overrasker mig ligesom uret har slået midnat. Sikke en overraskelse. Hvad der yderligere var en kæmpe overraskelse var, at der om morgenen pludselig lyder sang og der kastes med små flag, og da jeg ser op står de andre og synger fødselsdagssang for mig. Tak! Dernæst kommer jeg ned til stort morgenmadsbord med æg, bacon, pandekager, brød og kage! Der manglede intet, fantastisk – og LÆKKERT!
Jeg blev så overrasket og glad, og så føltes det alligevel som at være lidt hjemme på sin fødselsdag!

Dagen blev brugt på SKI DIVE!! Weeeehu! Hvem kan prale af at have sprunget ud af et fly på sin 20 års fødselsdag? Det kan jeg. Det var virkelig det vildeste nogensinde. Et minuts frit fald fra 15000ft. (ca. 4,5 km). Det kan helt klart anbefales, hvis nogle af jer, der læser denne blog, får chancen for dette, så gør det!! Udsigten var intet mindre end amazing, og følelsen af, at du flyver som en fugl frit oppe over alt, den er fantastisk! Og som min ”makker” sagde: Flying with an airplain is suddenly really boring! Det var helt ubeskriveligt. 

Da vi kom hjem fra ski dive fik jeg bind for øjnene. Da jeg får bindet af er jeg iført fe-vinger, har et pirat flag og en sabel i hænderne og på hovedet har jeg sommerfugle følehorn. Jeg er nu en pirat-fe! Alex og Nanna havde rigtig været kreative.

Simone og jeg tog ud til Nick og Ann inden vi skulle aflevere vores kære Subaru Lancaster. Desværre nåede vi ikke at fange Nick, da han var i Dunedin og ikke nåede at komme hjem inden vi skulle aflevere bilen, øv. Heldigvis havde vi mødt ham torsdag til marked i Wanaka. 
Jeg fik pjattet med Liam, det var næsten som at have en lillebror for en kort stund! Vi måtte sige farvel, hvilket var en meget underlig følelse, da man er kommet ind på livet af dem, og højst sandsynligt ikke ser dem igen, i hvertfald ikke i et langt stykke tid. Det var vemodigt, men det skulle gøres. 

Til aften tog vi ud for at spise på et steak house, hvor jeg selvfølgelig blev beordret til at iføre mig mine nye accessories,  . Her fik jeg af at restauranten en t-shirt OG gratis dessert! Så er det noget ved at være ude på sin fødselsdag.
Vi tog et smut i byen, men der skete ikke det vilde.

Lørdag gav vi den derimod gas, og vi havde en fed bytur, hvor jeg ikke brugte en krone selv, da baren gav en fødselsdagsdrink, tre af de andres fødselsdagsgave var noget godt fra baren og et par stykker fra diskoteket synes, de ville give fødselsdagspigen noget at drikke! Var det noget ved at blive 20? Ja tak! Jeg burde havde fødselsdag hver gang jeg tager i byen, hahah! Udover dette skulle jeg op på scenen, fordi diskoteket åbenbart har tradition for, at man så bliver sunget for, og dyste i en danskekonkurrence.. Jeg skulle dyste mod en fyr, som også havde fødselsdag, til sangen ”Call on me”, og senere i sangen skulle vennerne til fødselaren hjælpe med at vinde ved at danse med nede fra gulvet af, og til stor glæde vandt vi 40 dollars til baren!

Jeg kan ikke klage over denne fantastiske fødselsdagsweekend, den var skøn, og de overraskede mig alle meget! Men nu er de jo også blevet som en lille familie for mig.

Søndag tog nogle af os i Puzzling World, hvor der er en labyrint, Great Maze, hvor man skal finde frem til fire hjørner, og derefter haven i midten. Indenfor er der alle mulige forskellige ting såsom illusion rooms og i forhallen en masse hjernevridere man kan sidde og lege med.

Mandag sagde vi et vemodigt farvel til Simone, som rejste til Australien, og senere Sarah og Line, som skulle på roadtrip. Resten af eftermiddagen brugt vi andre på at bage kage, og nyde denne i solen med en kop te. Til aften stod den på filmhygge, og skyping med et par veninder hjemmefra, som følte for at påpege min lidt anderledes måde at snakke på – hmmm?!?!

Igår tog Nanna, Alex og jeg i biffen og så "Headhunters", som er en norsk film med blandt andet to danske skuespillere. Det var ret underligt at sidde på den anden side af kloden og se en film med danskere i. Anyways, den var vildt god, en rigtig spændingsfilm! Den kan klart anbefales til jer derhjemme, som ikke har set den!

I dag var endnu en dag med høj sol og skyfri himmel, så Nanna og jeg dasede på stranden i eftermiddag, og gik senere op på en café og hyggede i solen. Nu er der næsten pakket færdigt, og i morgen tidlig går turen til Melbourne i Australien, hvor jeg skal bo hos Shelby den næste tid. Det er meget uvirkeligt for mig, at jeg skal forlade NZ, det er slet ikke gået op for mig, at min højskole tid nu er slut. Det har været nogle fantastiske måneder, og jeg ville ønske der var længere tid tilbage med de skønne mennesker og dette dejlige land. Nu ser jeg frem til at se Shelby igen og nyde mine næste eventyr i Aussie-land og Singapore. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar